Hudslibning

Hudslibning og kemisk peeling (dermabrasio og kemisk peeling med TCA)
Information v/Speciallæge i plastikkirurgi Eeva Kalaja Petersen

Formål:
At udglatte rynker eller mindske ar efter akne.

Generelt:
Formålet med behandlingen er mekanisk at reducere ujævnheder, ar, fordybninger og rynker i huden i ansigtet. Hertil kan benyttes en roterende slibesten/børste eller en ætsende kemisk væske. Princippet er i begge tilfælde, at de øverste lag af huden, overhuden (epidermis) og øverste del  af læderhuden (dermis) fjernes med dannelse af en ”hudafskrabning” til følge. Dette stimulerer under helingen til nydannelse af hud med en strammere og glattere hudoverflade.

Operationen:
Mindre behandlinger udføres  i lokalbedøvelse, større behandling som fx hele ansigtet i fuld bedøvelse. Lige efter behandlingen med en slibning er de behandlede områder et sår som ved en kraftig hudafskrabning. Peeling foretages med TCA, trikloreddikesyre. Ved en peeling med TCA er de behandlede områder tørre og dækket af en tynd ”film”. Det tager 5-10 dage før såret er helet, afhængig af behandlingens dybde. Behandlingen kan aktivere herpesudbrud og forebyggende behandling mod herpes anvendes oftest.

Forløb:
1.
Ophelingen. For at lindre svie, smerte og ubehag lige efter behandlingen tildækkes huden af creme eller beskyttende film og kolde omslag. I de følgende dage vil det behandlede område hæve op, og der vil ved en dermabrasio dannes en klar gul væske og efterhånden skorper, der falder af efter 7-10 dage. Ved en peeling er området tørt, der kommer efterhånden en skorpe der falder af, når såret under skorpen er helet.

2. Efter ophelingen: Da huden er tyndere i det behandlede område, vil det være rødt. Efter 2-3 uger kan rødmen dækkes med make-up. Rødmen aftager efterhånden, og huden vil efter ca. 3 måneder have sin normale farve. Effektiv solbeskyttelse med højt faktortal skal anvendes til huden er normal igen.

Bivirkninger:
Mørke skjolder kan forekomme, men kan behandles og aftager ofte i løbet af 2-6 måneder. Reaktionen forværres ved udsættelse for sollys. Tilstanden ses ofte hos visse etniske grupper. Akne og milier kan blusse op efter behandlingen. Kan behandles med antibiotika.

Komplikationer:
Infektion med bakterier eller herpesvirus ses sjældent, men kan efterlade ar. Har behandlingen været for dyb eller har der været betændelse under ophelingen kan der dannes røde ar som senere bevirker, at huden der blive lysere end omgivelserne på grund af mangel på pigment. Kan ikke behandles, men risikoen for dette er minimal ved omhyggelig behandling.

Forventet resultat:
Færre eller mindre tydelige rynker eller ar i de behandlede områder i ansigtet.