Injektionsbehandling

Vævsfyldere med midlertidige fillers, Restylane / Perlane
Information v/Speciallæge i plastikkirurgi Eeva Kalaja Petersen

Formål:
At udglatte rynker og furer i ansigtet  eller at fylde læber.

Generelt:
Vævsfyldere er en gruppe stoffer af meget forskellig art, der kan anvendes til indsprøjtning i læderhuden eller under huden med det formål at udglatte rynker eller med henblik på at give øget fylde.
Stofferne kan være mere eller mindre permanente og inddeles groft i midlertidige og permanente. Der findes talrige forskellige midler og nye kommer til hele tiden.
Midlertidige fillers har det laveste antal bivirkninger. Disse fillers består af hyaluronsyre, der naturligt forekommer i huden. Hyaluronsyren nedbrydes langsomt og forsvinder. Vi anvender Restylane / Perlane, som har været anvendt i ca. 8-10 år og som har meget få bivirkninger.

Teknik:
Inden indsprøjtning af stoffet kan der lægges lokalbedøvende creme eller et lokalbedøvende blok for at mindske ubehaget. Herefter indsprøjtes stoffet i små mængder med en tynd kanyle.

Forløb:
Effekten kan ses umiddelbart efter at gelen er sprøjtet ind.
Da behandlingen  er foretaget med et midlertidigt stof, som er biologisk nedbrydeligt, skal man regne med at behandlingen skal gentages. Varigheden af den enkelte behandling er meget individuel. Efter første behandling skal man påregne at virkningen aftager efter 3-6 måneder. Behandlingen kan gentages lige så ofte man ønsker. Behandlingen kan gentages ved yderligere aldersforandringer.

Bivirkninger:
Umiddelbart efter behandlingen kan det behandlede område være lidt rødt, ømt og hævet, hvilket fortager sig i løbet af et par dage. I sjældne tilfælde kan ses blålig misfarvning, som svinder efter et par dage. Huden og læbernes slimhinde kan fremtræde uregelmæssig, hvis det indsprøjtede stof ikke er fordelt helt jævnt.

Komplikationer:
Yderst sjældent kan det behandlede område blive inficeret.
Ved gentagen brug kan man se fortykkelse af det behandlede område. Yderst sjældent ses allergiske reaktioner eller små knudeagtige hævelser i senforløbet.

Forventet resultat:
Ved behandling kan forventes en vis udjævning af rynker og folder afhængig af  rynkernes dybde inden fyldningen. Ved behandling af læber bliver disse mere fyldige og fremstående.